bibliotek.dk og dit eget bibliotek har forskellige opgaver. Få overblikket over, hvem der gør hvad
Ud over dit lokale biblioteks hjemmeside, hvor du kan finde og bestille bibliotekets bøger og andre materialer, e-ressourcer, som kommunen har købt adgang til og få overblik over lokale arrangementer, findes der også bibliotek.dk
bibliotek.dk er en samlet oversigt over alle materialer fra alle danske biblioteker. I bibliotek.dk kan du søge og bestille materialerne og få dem leveret til dit eget bibliotek.
I bibliotek.dk’s kundeservice oplever vi af og til, at brugerne er i tvivl om forskellen på, hvad det lokale bibliotek og bibliotek.dk tager sig af.
Hvis du vil vide mere om, hvad der egentlig sker mellem bibliotek.dk og dit bibliotek, og hvem der gør hvad, når du bestiller en bog, så læs videre her.
Når du bestiller i bibliotek.dk
Du finder en bog og bestiller den i bibliotek.dk. Du skal udfylde CPR- eller lånernummer og pinkode, for at dit bibliotek kan genkende dig. I sidste ende er det nemlig dit bibliotek, der håndterer bestillingen og skal godkende, at du bestiller hos dem.
Det foregår helt automatisk med systemer, der taler sammen:
- Du bestiller i bibliotek.dk og får en kvittering
- bibliotek.dk sender bestillingen videre til dit bibliotek
- Dit bibliotek tager imod bestillingen
- Systemet kan se, at bogen er hjemme enten på dit eget bibliotek eller på et andet bibliotek og sørger for, at bestillingen gennemføres
- Dit bibliotek afslutter bestillingen, og du kan se den på din lånerstatus.
Læg mærke til, at det først er til sidst, bestillingen kommer til at optræde på din lånerstatus inde på dit eget biblioteks hjemmeside. Hele processen går dog som regel meget hurtigt.
Hvorfor kan jeg ikke altid se bestillingen på lånerstatus med det samme?
Det kan dog ske, at det ikke går helt så hurtigt. Hvis du fx bestiller et materiale, som dit bibliotek skal skaffe fra et andet bibliotek, kan der gå lidt tid, før du kan se det på din lånerstatus.
Så skal dit bibliotek først have kontakt med et andet bibliotek og bestille materialet. Og bestillingen er ikke på din lånerstatus, før biblioteket har færdiggjort bestillingen, dvs. at et andet bibliotek har accepteret bestillingen fra dit bibliotek. Som oftest tager det i sådanne tilfælde højst en dags tid, før du kan se bestillingen på din lånerstatus.
bibliotek.dk køber ikke materialer - det gør dit bibliotek
bibliotek.dk viser, hvad der er på bibliotekerne - vi har ikke noget at gøre med indkøb af bøger mm. Vi får informationer fra bibliotekernes systemer om, hvilke materialer de har. Så hvis du har forslag til indkøb af bøger, musik eller andet, er det dit eget bibliotek, du skal have fat i.
Af samme grund ved vi heller ikke noget om lokale forhold: Arrangementer, åbningstider mm.
Spørg os gerne
Du er altid velkommen til at kontakte bibliotek.dk på Kundeservice.dbc.dk
Organisatorisk
bibliotek.dk drives af DBC Digital A/S, som er ejet af Kommunernes Landsforening (KL).
Kontakt bibliotek.dk, når du:
- har spørgsmål om din lånerstatus på bibliotek.dk
- har spørgsmål til søgning på bibliotek.dk
- har spørgsmål om login på bibliotek.dk
Kontakt dit eget bibliotek, når du:
- har spørgsmål om gebyrer
- vil have en status på din bestilling
- har spørgsmål om lån og aflevering
- vil foreslå indkøb af nye materialer