Henter du dine reserverede bøger?

Det er så dejlig nemt at reservere en cd eller en bog, når man finder noget interessant. Det er der rigtig mange der gør - og der er også en del der ikke henter det de har reserveret når det er klar på biblioteket.

Det kan være, at cd'en ikke har den store interesse mere, eller hvis bøgerne var til studiet er tidspunktet måske forpasset eller der kan være en helt anden grund til at man ikke lige får hentet det bestilte.

Hvis du kommer i tanke om at du ikke længere har brug for det du har reserveret, er det nemt at slette en reservering i bibliotek.dk.

Gå ind på din lånerstatus under Min profil: http://bibliotek.dk/mit_bibliotek.php?opcode=laanerstatus

Marker ud for den titel, du vil slette og tryk på Slet markerede:

Slet reservering

Du skal være opmærksom på, at du kun kan slette materialer fra dit eget bibliotek og andre biblioteker inden for din kommunes biblioteksvæsen. Fjernlånsreserveringer, fx materialer fra forskningsbiblioteker, skal slettes af dit bibliotek, så i det tilfælde må du bede biblioteket om hjælp.

Husker du at slette reserverede materialer, du ikke længere har brug for, sparer du både bibliotekerne for arbejdstid og den næste låner for ventetid. Og den næste låner kan jo næste gang være dig selv :-)

Kan du ikke se lånerstatus i bibliotek.dk?

Læs mere om lånerstatus her: http://bibliotek.dk/help.php?help=mit%20bibliotek.dk

Hvis dit bibliotek ikke kan vise lånerstatus i bibliotek.dk, kan du annullere i bibliotekets egen lånerstatus.

På siden med lånerstatus er der en henvisning til de af dine favoritbiblioteker, der ikke kan vise lånerstatus i bibliotek.dk:

Biblioteker uden status2

Har du ferie?

I de fleste bibliotekssystemer kan du angive din ferieperiode, så du ikke får besked om reserverede materialer, mens du er på ferie.

Kommentarer: